Quellen:
-Seine Seite bei Cochois:
"Benedict von Ahlefeldt (I2391)
...
Geburt um 1319
Tod nach 1341
...
Sohn
männlich Benedict II. von Ahlefeldt (I2373)
Geburt vor 1333
"
- Sein Eintrag bei Vogel-Soya:
"I Benedikt I der Ältere
1309 Knappe, 1319 Ritter in Diensten Herzogs Heinrich II von Mecklenburg,
1320 Lehnsmann Graf Johanns II des Milden von Holstein, 1341 dänischer Rat
II Benedikt II
+ 1360 (an der Pest)
urk. ab 1333 als Ritter von Graf Johann,
auf Aalholm, Pfandherr zu Saedinge, 1333-1360 Rat König Waldemars
oo Benedicte aus Saedinge (+ 13.3.1360)
III Benedikt III der Jüngere
auf Skemminge (Lolland), Hagenskov,
Haesborg, Egnals (Falster)
Ukr. 1352-1404
oo (II) Katharina von Lembeck"
- Seine Seite bei Finnholbek:
"Benedict I von Ahlefeldt
...
Geschlecht männlich
Complete Fra Danmarks Adels Aarbog 1982-84 side 5033 ff. (opdateret).
Line I. Led - Hr. Benedict von Ahlefeldt og hans efterslægt indtil delingen i linjerne Lehmkulen-Wittmold, Bosse-Lindau og Søgård. - [von Ahlefeldt]
Gestorben nach 1341
Notizen
* var 1319 i hertug Henrik af Mecklenburgs tjeneste, men 1320 grev Johan III's (den Mildes) lenspligtige mand, medforseglede 1323 som den sjette i rækken af 88 holstenske adelige disses forbundsbrev, og 1326 forbundet i Nykøbing F. mellem kong Christopher, hans sønner Erik og Otto, samt hertug Henrik II mod hertug Valdemar og greverne af Holsten, 1333 med sønnen (Benedictus senior et junior dicti de Alvelde) som greve Johans tro riddere, ligeså begge 1339, og er vel den i grev Gerhards privilegiebrev for byen Rendsburg af 1340 nævnte hr. Benedict.
Var samme år med sønnen medlover for Sivert Buchwald, fulgte 1341 kong Valdemar på toget mod Kalundborg, der indehavedes af hertuginde Ingeborg, og bekræftede 15 juli i lejren ved Kjærbylund næst efter provsten hr. Peder Vendelbo kongens og Hansestedernes forbund til bekæmpelse af de røveriske holstenske adelsmænd.
...
Familie N.N.
Kinder
> 1. Benedict II von Ahlefeldt, gest. 1360
2. Johan von Ahlefeldt, gest. 07 Mrz 1360
...
coat of arms - von Ahlefeldt
Det paa langs delte Skjold viser i højre Felt en (hvid eller sort) Ørneflugt (i blaat), det venstre Felt tværdelt tre eller fem Gange eller to (røde) Bjelker (i Hvidt); Hjelmtegnet en (hvid) Hund (Rakke eller Støver) med (rødt) Halsbaand, siddende paa en (rød) Pude med (gule eller Guld) Kvaster. - Slægten bærer tilnavnet "de vilde Ahlefeldter".
...
Quellen
1. [S125] Danmarks Adels Aarbog XC - von Ahlefeldt, af Henrik Poulsen, (Dansk Adelsforening, redigeret af Knud J. V. Jespersen), [1982-84]., side 537- 1 a.
I. HR. BENEDICT VON AHLEFELDT OG HANS EFTERSLÆGT INDTIL DELINGEN I LINJERNE LEHMKULEN-WITTMOLD, BOSSE-LINDAU OG SØGÅRD
....
Slægten von Ahlefeldt 1.
coat of arms - von AhlefeldtDen ældgamle holstenske Adelsslægt af Ahlefeldt (i latinske og nedertyske Diplomer tidligst og i Flæng skrevet de (van) Alevelde (Alvelde) og Anevelde (Anvelde) fører et ejendommeligt sammensat Vaabenmærke. Det paa langs delte Skjold viser i højre Felt en (hvid eller sort) Ørneflugt (i blaat), det venstre Felt tværdelt tre eller fem Gange eller to (røde) Bjelker (i Hvidt); Hjelmtegnet en (hvid) Hund (Rakke eller Støver) med (rødt) Halsbaand, siddende paa en (rød) Pude med (gule eller Guld) Kvaster. Samme Vaabenmærke føres af tre andre holstenske Adelsætter: Rumohr, Rastorp og Bosendal, hvis ældste fælles Stamfader mulig er indkommen til Holsten fra Greverne af Schauenburgs Hjemstavn Hannover-Westfalen efter at Greve Adolf II i 1143 var bleven Herre over Kernen af Vagirernes Land, der omfattede Segeberg, Neumünster, Reinfeld, Bornhöved, Eutin og Süsel, senere ogsaa af dets nordlige Del Oldenburg, Lütjenburg-Kiel og hele Kyststrækningen med Femern. Ifølge Helmold fandt Grev Adolf Landet hærget og øde og indkaldte derfor Folk fra hinsides Elben og anviste særligt dem fra sit Hjemland Bolig nær ved sit Herskersæde, Bjergslottet Segeberg, medens han gav Vegirernes Undertrykkere Holsaterne Lov til at nedsætte sig i Neumünster og Bornhöved.
Da nu den mand, der af nedenanførte Grunde maa antages at være Slægten Ahlefeldts ældste Stamfader, den 1220 forekommende Benedictus de Prodole, der netop var bosiddende i Perdöl i Bornhöved Sogn, er der størst Sandsynlighed for at Ahlefeldterne og deres Stamfrænder har været Holsater. Den Omstændighed, at fornavnet Benedict følger Søn efter Fader gennem de første fem paaviselige Generationer af Slægten Ahlefeldt, begrunder i Forbindelse med de topografiske Forhold den fremsatte Formodning om dens Udspring. Benedictus de Prodole forekommer 1220-21 sammen med sin Broder Scacco, sikkert identisk med den 1245-53 levende Scacco de Rumor, den ældste kendte Stamfader til Slægten Rumohr, til hvilken dette Fornavn tidligst er Knyttet som Særmærke. 1270 forekommer Benedictus af Norce (Nordsee), som da bortplantede et Bol i Blomendal, Nortorf Sogn, i hvilket Stamgaarden Rumohr ligger; endnu 1339 ejede Markvard og Johan Rumohr flere Bol i Landsbyen Blomendal, og først 1469 afhændede Godske Ahlefeldt Resten af Familiernes Besiddelse i Blomendal tillige med Landsbyen Rumohr.
Under den daadrige Hertug Barnim I (1264), der underlagde sig hele Pommern, og hans Efterfølger Bogislav IV søgte flere Herrer af Perdöl, Nordsee, Rastorp og Alevelde til Pommern og Rügen og erhvervede Gods dér. Johan og Otto af Perdöl, Ætlinge af Benedict af Perdöl, var 1273-80 Væbnere hos Barnim I. Ved Bogislaus IV's Hof tjente 1280-85 de to Brødre Johannes og Gerhard de Alevelde (ogsaa skrevet Anevelde), den første som Køgemester og senere som Hertugens Foged vistnok paa Alt Damm ved Stettin; derefter forekommer Gerhard alene som Medlover for Hertugen 1283-85, men 1287 maa Brødrene have forladt Pommerne eller være døde, da Hertugen og hans Brødre overdrog Evard af Copan en Arvedel i Golnow "som havde tilhørt de af Anvelde". At Brødrene, hvis Segl ikke kendes, var indkomne fra Holsten fremgaar dels af deres utvivlsomme Opkaldelse efter Brødrene Greverne Johan I af Kiel og Gerhard I af Itzehoe, dels fordi de 1281 optræder som Vidner sammen med Otto de Predole et Blok famuli, hvilken sidste tilhører den holstenske Slægt Blok, der ligesom Ahlefeldterne i Vaabnet fører to Bjelker. Af Slægten Rastorp (fra Radestorp ved Preetz), der først optræder 1272 med de i Kiel bosiddende Claus, Oddo og Markvard af Rastorp, var den sidste, der 1299 kaldes Ridder, fra 1297 bosiddende i Pommern, senest 1309, da han forekommer som Medlover sammen med en Væbner Benedict (uden Familienavn: Benedictus armiger) , som antagelig er identisk med Slægten Ahlefeldts ældste paaviselige Stamfader Benedictus de Alevelde, tidligst nævnt 1319.
coat of arms - RhumorMedens Navnene paa Familierne Ahlefeldts (se nedenfor), Rumohrs og Rastorps tidligste Stamsæder i Holsten endnu er bevaret, kendes der nu ikke mere nogen Lokalitet, hvorfra Familien Bozendal kan have hentet sit Navn; dette er sikkert af slavisk Oprindelse opstaaet af Budiqa (Botze) en Vagthytte og Dol: Dal, et Minde om Slavernes og Holsaternes Kampe og maa henføres til Dalstrøget ved det nuværende Gods Bossee, ved den vestlige Bred af den store Westensee, midt Vejs mellem Kiel og Rendsborg, hvorefter den mægtige Adelsslægt har taget Navn, og med hvis Vaabenmærke, et Egern, den her bosiddende Væbner Marquard Botze 1341 forsegler. Slægten af Westensee, der allerede forekommer 1253 med Emeko af Westensee, ejede de nuværende til Sognet Westensee hørende Godser Deutsch Nienhof, Schierensee, Emkendorf (maaske grundlagt af ovennævnte Emeke), Westensee og Bossee. Omkring 1350 blev Herrerne af Westensee, den mægtigste Æt i Landet næst efter de holstenske Grever, og af disse og Lybekkerne paa Grund af Rov fordrevet og erklæret fredløse. Yderligere blev Slægten dødsmærket ved de store Farsoter 1348 og 1360. Hundrede Aar senere var Godske Ahlefeldt, hvis Forældre omkring 1250 maa antages at have været fælles med de Westenseer om Besiddelsen af Sognet Westensee (:Vesten for Søen), Eneejer af samme og skrives 1470 til Bossee. At begge Ætter oprindelig har været stambeslægtede, synes ogsaa at fremgaa af, at Godskes Oldefader Hr. Benedict von Ahlefeldt III ved Lybekkernes Soning af det paa Markvard af Westensee forøvede Drab optræder paa den efterladte umyndige Søns Vegne, antagelig som hans nærmeste Slægtning. En vovet Gisning frister til at opfatte den i det Ahlefeldtske Vaaben i den tidligste Tid hyppigt, og hos Rumohrer og Rastorper stedse opadvendte Vinge som en Omdannelse af en Egernhale, hentet fra Westenseernes Vaaben.
Den førnævnte Godske von Ahlefeldt til Bossee skrives ogsaa (1464) til Pohlsee. Dette Gods samt Blockstorp og Enkendorf (ikke at forveksle med Emkendorf), der fra først af hørte under Nortorf Sogn, inden det lagdes under Westensee, danner et Hele for sig og ejedes først af de med Ahlefeldterne vaabenbeslægtede (to Tværbjelker) Familier Blok, der vel har grundlagt Blockstorf, og Stake, hvormed stemmer, at Godskes Frue paa Anetavlerne angives at være Abel Stake til Enkendorf. I 1418 afhændede han og hans Brødre sammen med Hr. Johan Stake den Ret, de og deres fader havde haft til Søen Lussee paa Langwedel Mark (i Nortorf Sogn), ogsaa kaldet Enkendorf Sø. Foruden det ovenfor nævnte Blomendal giver endnu en af Godskes mange Besiddelser Anledning til genealogiske Kombinationer. 1443 afhændede han Gaarden og Godset Grote Lubbetin (Löptien) ved Preetz, "som hans Fædre havde ejet før Ham", Stamsædet for en adelig Slægt, der ogsaa førte Tværbjelkerne i sit Vaaben og 1279 optræder med Markvard Lubbentin i Forening med Markvard af Rastorp. Da Ditlev Rastorp 1351 sælger Lutteke Lubbetin, tør man slutte, at Rastorper og Ahlefeldter mødes i en fælles ukendt Stamfader, der har ejet hele Godset. Ogsaa Nordsee (slav: na rjece: ved Søen) har oprindelig tilhørt Godske von Ahlefeldts Forældre. En Broder eller en anden nærbeslægtet af den ovennævnte Benedict af Nordsee var Frederik af Nordsee, der maa være identisk med Frederik af Botzendal, der nævnes 1266, da han ejede Gods i Hassee i Westensee Sogn.
Efter Godske coat of arms - Rostrupvon Ahlefeldts Død omkring 1480 deltes Besiddelsen af Westensee Sogn, hvilket han (som nævnt) havde frasolgt Blomendal samt (Gross) Schierensee og Sprenge mellem hans Sønner saaledes, at Henneke fik den nordlige Del: Bossee med Felde og Emkendorf, og Markvard den sydlige: Deutsch Nienhof, (Klein) Schierensee, med Blockshagen, som han 1499 ombyttede med Saxtorp, et Led i den Holstenske Adels Fremdrift i nordøstlig Retning over Eideren, som ogsaa hans Fader før ham havde fulgt, ved omkring 1460 at erhverve Lindau - Köningsförde i Denschwold. I Sønderjylland havde før dem Ahlefeldterne fæstet Rod paa Søgaard og Tørning, men i Slesvig holdt Slægten sig Længst paa sine Hovedsæder Saxtorp, i 385 Aar, Lindau og Köningsförde endog i omkring 475 Aar, indtil ogsaa dette Gods afvigte Aar gik ud af dens Besiddelse.
Slægtsnavnet Ahlefeldt skrives, som nævnt, fra dets første forekomst i Pommern snart Alevelde snart Anevelde, den sidste form hyppigst forekommende i Aktstykker fra det 14. Aarhundrede og utvivlsomt ogsaa det ældste og det reneste, idet Overgangen n-l er et almindelig kendt Sprogfænomen (for eksempel: Bononia – Bologna). Ved Anefelde, højtysk Anfall, forstaas et Len, hvis Nydelse under Vasallens Mindreaarighed er hjemfaldet til Lensherren og som han midlertidigt kan overdrage til en anden (jævnfør Aneveldemark ved Tønder og den i Tyskland og Danmark blomstrende Slægt Ahnfelt). Den Lokalitet Anefeld eller Ahlefeld, der kan komme i Betragtning ved Stedfæstelsen af Slægtens Hjemstavn, kan kun være den nuværende Landsby Ahlefeldt 2 Mil Nord for Rendsborg af 1339, hvori det hedder, at Byens Grænse skal strække sig fra Eideren til den sidste Grænsepæl tæt ved Hr. Benedicts (Ahlefeldts) Vold, dels ved de 1895 foretagne Udgravninger paa Stedet (se nærmere Slægten Ahlefeldt I (1912, S. 27). Dets første Besiddere maa herefter være de ovennævnte Brødre Johan og Gerhard de Anevelde, efter hvilke det er gaaet over til den føromtalte Hr. Benedict de Anevelde.
Fablen om Byen Alefeld i Hannovers Grundlæggelse ved Ridder Hunold af Schwabeck, der 1066 paa Foranledning af Greve Didrik af Winzenburg udvandrede fra Schwaben til Nedersachsen og af ham blev forlenet med Byen og Borgen Alfeld og skulde være Stamfader til Slægten Ahlefeldt, skyldes den for sin Upaalidelighed og Lettroenhed berygtede Krønikeskriver Joh. Letzner (død 1621). Den paaberaabtes i Storkansler Greve Frederik Ahlefeldts Rigsgrevepatent og fandt lige til den nyeste Tid Tiltro hos Slægten.
Danmarks Adels Aarbog 1929 Side 15 ff, red. V. Teisen og Louis Bobé
"
AM SELBEN ORT AUCH TEIL 2 UND 3 DER GESCHICHTE, ABER FÜR UNS WENIGER VON INTERESSE...